Returner indenfor 365 dage - uden problemer!
Fragt 29 kr - Gratis over 449 kr-
Kontakt os

Slipsenålen – din ultimative guide til alt fra materialer til placering

Lær alt, der er at vide, om slipsenåle, slipseklemmer og tilbehør til slips. Fra materialer til, hvordan de bæres korrekt og alt indimellem. Det hele tager kun ti minutter.

En slipsenål, eller slipseklemme, er en pæn og stilfuld måde at sørge for, at dit slips sidder pænt til skjorten. Med den ultimative guide vil du lære, hvordan du bærer slipsetilbehør, som slipsenål/slipseklemme (bruges i flæng i denne artikel), for at maksimere funktionaliteten og det overordnede indtryk af dit outfit.

1 Slipsenålen – din ultimative guide til alt fra materialer til placering1.1 Hvorfor gå med slipsenål?1.2 Typer af slipsetilbehør1.3 Sådan bærer du en slipsenål1.4 Ekstra råd1.5 Slipsenåle – materialer1.6 Din smalltalk version af slipsenålens historie1.7 Inspiration1.8 Et sidste ord1.9 Spørgsmål og svar

Hvorfor gå med slipsenål?

Behøver man at gå med slipsenål? Nej, men der findes mange gode grunde til at gøre det.

  • Det er funktionelt. Et tilbehør til dit
    slips sørger for, at det sidder, som det skal – hele dagen.
  • Det hjælper med at holde dit slips rent. Du slipper for episoderne, hvor du på uheldig vis kommer til at dyppe slipset i kødsovsen samtidigt med, at du er i gang med, på vaskeægte Lady og Vagabonden manér, at imponere en pige.
  • En slipsenål ser forbandet godt ud, og er, som ethvert andet accessory, med til at udtrykke din personlige stil. Hvilken mand kunne ikke tænke sig at ligne én, der lige er trådt ud af siderne på modemagasinet GQ?
  • Du kan bekende kulør med det. Slipsetilbehør kan bære logoer eller emblemer, som fremhæver den organisation, virksomhed, hold, hobby eller noble sag, som du er en del af eller støtter.
  • Det hjælper med at få topdelen af dit slips til at se mere svulstigt ud, hvis det altså er din stil. Ved at skubbe slipsestoffet en smule op, inden du sætter slipsenålen fast, giver du slipset et løst, moderigtigt look. Det får dig til at se godt ud, og du vil føle dig mindre kvalt af slipset.
  • Hvis dine skuldre ikke er sidder lige, så kan slipsenålen hjælpe dit slips til at hænge mere lige.
  • Det er et bekvemt redskab at have ved hånden, hvis du pludselig ud af det blå bliver bedt om at afmontere en bombe, eller binde noget – eller nogen.

Typer af slipsetilbehør

Krokodillenålen og den flade slipsenål, også kaldet slipseklemmer, er de mest almindelige udgaver af dette stilfulde tilbehør. Men, i denne artikel kommer vi også til at afdække skjortenålen og slipsestiften, slipsekæden, slipsestroppen og flipnålen.

Den flade slipsenål

Den flade slipsenål (slipseklemme) er et stykke aflangt, bukket metal. Den glider indover knappekanten på din skjorte og dit slips og sørger for, at det hele sidder, som det skal.

Den er perfekt til mænd, som gerne vil have, at deres slips sidder tættere ind til kroppen, eller til mænd som foretrækker slips i tyndere og mere fine stoffer.

Krokodillenålen

En krokodillenål (slipseklemme) er en smule mere teknisk bygget, da den ligesom en tøjklemme er udstyret med en fjedermekanisme, der holder slipset på plads.

Den er perfekt til mænd, som bærer fyldigere strikke- eller filtslips. En krokodillenål kan godt anvendes på slips i finere stoffer, men der er så en risiko for, at slipset beskadiges eller bliver rynket, hvis grebet er for stramt.

Slipsekæden

En slipsekæde binder dit slips fast til skjorten med en løs kæde. Den fæstnes til skjortekanten med en klemme, eller bindes rundt om en knap bag slipset. En slipsekæde sættes samme sted som en krokodillenål. Bredden på metallet som fæstnes til skjorten skal være cirka 2,5 cm smallere end bredden på slipset, så det forbliver skjult bag slipset.

Perfekt til manden som foretrækker et bevægeligt slips, eller som gerne vil have et retrolook. Kæden skal være lang nok til, at den hænger en smule løst og ikke strammer om slipset. Husk, jo løsere kæden sidder, jo mere bevægelse vil der være i slipset.

Skjortenålen og slipsestiften

Skjortenåle og slipsestifter fungerer på samme måde. De stikkes igennem det midterste på dit slips og igennem skjorten. Et lille spænde på bagsiden låser nålen og fæstner den til din skjorte med en kæde. De kan sættes samme sted på skjorten som slipseklemmer, eller helt op til lige under slipseknuden.

Perfekt til mænd som sætter et moderigtigt look højere end funktionalitet. Hvis du ønsker at placere stiften højere oppe, så skal du vide, at det så holder dit slips knapt så godt på plads. Bær den kun sammen med slips i robust stof eller af en mere løs vævning, da stiften kan efterlade mærker i finere stof, eller sågar rive det i stykker.

Slipsestroppen

Slipsestroppen er en relativt ny opfindelse. Disse stropper i plastik eller stof føres igennem mærket på bagsiden af dit slips og fæstnes til to af dine skjorteknapper. Stroppen holder slipset på plads, men på en komfortabel og ikke alt for stramthængende måde.

Perfekt til manden som gerne vil holde styr på sit slips uden at beskadige det, og som ikke ønsker at føre sig frem med alt for iøjnefaldende slipsetilbehør.

Sådan bærer du en slipsenål

Slipsenåle er elegante og nemme at bruge. Her får du et par anvisninger med tilhørende billeder, som viser, hvordan du bærer en bærer en slipsenål korrekt.

Bredden på en slipsenål

Hovedreglen, når man vælger en slipsenål, er at sikre, at den har en passende længde i forhold til bredden på slipset. Gå efter en med en længde som cirka svarer til 70-80 % af slipsets bredde. Du kan også vælge kortere modeller – de må bare ikke være længere/bredere.

Højden på en slipsenål

Den højdemæssige placering af en slipsenål skal altid være et sted mellem tredje og fjerde skjorteknap målt fra toppen af skjorten. Placerer du den for højt oppe, så mister den sin funktion. Sættes den for lavt, kommer jakken i vejen for den, og man kan ikke længe nyde dens stilfulde udseende. Som udgangspunkt bør den sidde på højde med din jakkelomme.

Slipsnålens vinkel

Sørg for, at slipsenålen hænger horisontalt. Lige linjer er pæne og nydelige. Der er dem, som siger, at hvis det kniber, så kan man godt sætte en slipsenål i vinkel. Men, spørger du os, så er det i sådanne tilfælde bedre ikke at bruge slipsenål overhovedet.

Husk skjorten

En slipsenål er til af en grund. At holde slipset på plads. Derfor må du ikke nøjes med kun at sætte slipsenålen i slipset. sæt også slipsenålen fast i knappekanten på skjorten, ellers ender slipset med at sidde og blafre i vinden.

Sørg for, at det er glat og pænt

Skub ikke for meget til din slipseholder, når du forsøger at stramme slipset, eller forsøger at få det til at se mere svulstigt ud i toppen. Sørg for, at dit slips sidder glat og pænt, efter du har isat slipseholderen.

Ekstra råd

Ovenfor kan du se nogle af de vigtige regler, man bør kende til. Men, vi giver dig her også et par ekstra råd, som kan være med til at give dig lidt ekstra på stilfronten.

En smule løst

Er slipset, mellem slipsenålen og slipseknuden, lidt mere løst i det, så tilføjer det mobilitet og dybde til til dit look.

Når du er ved at sætte slipseholderen i, så træk en smule op i dit slips, inden du fæstner slipsenålen til skjorte og slips. Den ekstra løshed føjer dybde til dit look og giver dig en friere bevægelighed i løbet af dagen.

Match metal

Prøv at matche metallet i din slipseholder med metallet på dine manchetknapper eller bæltespænde.. På den måde føjer du et raffineret og sammenhængende udtryk til dit outfit. Læs mere om farveteori her, så du kan lære mere om, hvordan du bedst gør brug af farver i dine outfits.

Hav det sjovt

Vær ikke bange for at bruge farverigt slipsetilbehør.

Brug slipseholderen til at føje lidt sjov til dit look. Ved at gøre brug af et strejf farve eller en smule bling kan du løsne op for et ellers formelt outfit. Og, så kan det jo være en god måde at starte en samtale på.

Ingen vest, tak

Vi har prøvet at eksperimentere med det. Og, efter vores mening, så dur det ikke at bære slipsenål sammen med en vest.

Bær ikke slipsenål sammen med en vest. Vesten holder i forvejen dit slips på plads, så en slipsenål er overflødig – lidt ligesom at gå med både livrem og seler. Vi har eksperimenteret med det, og selv om en nylig trend var at bære begge sammen, så er vi stadig af samme mening. Det dur ikke.

Vær dig selv

Vær dig selv og tag den slipsenål på, du har det bedst med.

Vælg noget, der matcher din personlige stil. En slipsenål med dødningehoved med øjne af rhinsten virker, hvis du selv synes det vil se godt ud. Hvis du lige er begyndt på at bruge slipsenåle, så er en slipsenål i sølv altid et godt valg, eftersom sølv falder udenfor farvehjulet, og derfor går godt sammen med næsten alt.

Anledningen

Brug enhver tænkelig anledning som undskyldning for at gå med slipsenål! På nær en begravelse. Det ville være upassende.

Vælg slipsenål så den passer til anledningen. At bære slipsenål til en begravelse eller en jobsamtale hører sig for eksempel ikke til – det vil være for ekstravagant. Men til et bryllup eller på kasino i Monte Carlo? Jo, hvorfor ikke?

Vær forsigtig med striber

Undgå at bære en stribet slipsenål sammen med en stribet skjorte eller slips. Mønstrede slipsenåle er forbeholdt ensfarvede skjorter og slips.

Slipsenåle – materialer

Det meste tilbehør til slips er lavet i metal. De mere udsøgte af slagsen er udsmykket med materialer som; træ, stof, smykkesten, perler, emalje, plastik, rav og glas. At vælge det rette slipsenålsmateriale til dine behov er altafgørende, da dets form, funktion og holdbarhed spiller en rolle i forhold til slitagen.

Slipsenåle i legerede materialer

Legeringer er en blanding af to eller flere elementer. Det gør dem til stærke, formbare materialer, som er velegnede til smykkefremstilling. De er ofte belagt med guld, sølv eller platin, hvilket gør dem til attraktive valg, når det gælder slipsetilbehør.

  • Fordel: meget billigt
  • Fordel: Stærkt metal
  • Fordel: kan blive belagt med andet metal
  • Fordel: ridsefast
  • Ulempe: pleje af hver legering afhænger af basismaterialet
  • Ulempe: kan indeholde nikkel, som kan være allergifremkaldende

Slipsenåle i messing

Messing er en legering af kobber og zink, som har en karakteristisk, gylden nuance. Messing benyttes ofte i smykkefremstilling, da det, i modsætning til sølv, ikke får misfarvninger. Og så er det billigere at bruge end guld. Med den rette pleje kan slipsenåle i messing holde i lang tid, og er et attraktivt alternativ til slipsenåle i andre metaller.

  • Fordel: lighed i udseende med guld
  • Fordel: billigere end guld
  • Fordel: misfarves ikke så let som sølv
  • Fordel: nemt at rengøre
  • Ulempe: Hvis det ikke behandles ordentligt, kan det over tid udvikle misfarvninger
  • Ulempe: Der kan ikke graveres i ubelagt messing

Slipsenåle i rustfrit stål

Rustfrit stål er ubetinget et af de stærkeste og mest holdbare metaller, man kan lave slipsenåle af. En slipsenål i rustfrit stål kan du godt regne med holder livet ud, uden at den får ridser eller går i stykker. Rustfrit stål fås i en lang række finish; guldtonet, rødguldstonet og sort, og kan matches med alle dine look.

  • Fordel: superholdbart metal
  • Fordel: fås i en lang række attraktive finish
  • Fordel: ridsefast
  • Fordel: misfarves ikke
  • Fordel: kan graveres i
  • Ulempe: fingeraftryk og pletter ses tydeligt
  • Ulempe: kan indeholde nikkel, som er allergifremkaldende

Slipsenåle i sterlingsølv

Sterlingsølv består af sølv, der er iblandet andre metaller for at øge dets hårdhed og holdbarhed. Det misfarves let, men er til gengæld nemt at rengøre. Sterlingsølv indeholder ikke nikkel. Det er derfor et godt valg til fremstilling af hypoallergene smykker.

  • Fordel: kan graveres i
  • Fordel: nikkelfrit
  • Fordel: nemt at rengøre
  • Fordel: æstetisk smukt
  • Ulempe: får nemt ridser
  • Ulempe: misfarves nemt
  • Ulempe: metallet er af den blødere slags

Slipsenåle i titanium

Titanium er et letvægtsmetal, som er tre gange stærkere end stål. På grund af dets utrolige holdbarhed, er det perfekt til smykkefremstilling. Titanium er billigere end de fleste andre metaller, og så er det et hypoallergent materiale.

  • Fordel: kan graveres i
  • Fordel: letvægtsmetal
  • Fordel: 100 % hypoallergent
  • Fordel: ridsefast og modstandsdygtig overfor buledannelse
  • Fordel: nem at rengøre
  • Ulempe: har ikke samme værdi som guld eller sølv
  • Ulempe: kan ikke loddes, hvilket begrænser designmulighederne

Slipsenåle i tungsten

Tungsten er et andet attraktivt og ekstremt hårdt metal, som er vidunderligt at bruge til smykkefremstilling. Dets glansfulde finish er modstandsdygtig over for slid og misfarves ikke nemt. Det er billigt og hypoallergent, hvilket gør det til et fremragende materiale at fremstille slipsenåle i.

  • Fordel: særdeles ridsefast og bliver ikke nemt misfarvet
  • Fordel: dens glansfulde kvalitet bibeholdes
  • Fordel: kan graveres i
  • Ulempe: høj vægt
  • Ulempe: trendy materiale som kan risikere at gå af mode

Din smalltalk version af slipsenålens historie

Slipsetilbehør dukkede op i midten af det 19-århundrede. Originalt blev slips fremstillet i luksuriøse materialer, som silke og blondestof, som var lette og nemt blev blæst ud af retning. Derfor så slipsestiften dagens lys. Den blev brugt til at fæstne slips og lignende med, og den løste jobbet uden problemer. Men, i 1926, da slipsedesigns begyndte at få et diagonalt snit for at minimere krøller og undgå, at stoffet løfter sig, dukkede den flade slipsenål og krokodillenålen op. De to blev hurtigt det foretrukne valg, og det var nu ikke længere nødvendigt at stikke hul på - og ødelægge stoffet på sit slips for at få det til at sidde ordentligt!

Efter 2. Verdenskrig, da virksomhedsbranding var i en rivende udvikling, blev slipsenåle det perfekte medium, hvorpå du kunne promovere eller vise dit tilhørsforhold til et firma eller en klub. Som årene gik og som ”flower power” blev et hit, tog stilen en mere casual drejning og slipsenåle og andet slipsetilbehør gik af mode. Heldigvis, for vor tids velklædte mænd, så er herremoden ved at genopdage sine klassiske rødder, og tilbehør til slips spiller nu igen, rundt om i hele verden, en fremtrædende rolle på slipset.

Inspiration

Et sidste ord

Selvom vi nu har fået slået fast, hvad man må og ikke må, hvad slipsenåle angår, så ved vi, at hver generation har sine rebeller, som vender op og ned på det hele, og gør som de har lyst. Så, ligesom med alt andet mode, brug din egen dømmekraft og bær slipsetilbehør på en måde, så det fremhæver din egen personlige stil.

Spørgsmål og svar

Hvordan bærer jeg en slipsenål?

Du bør have den på mellem den tredje og fjerde knap fra toppen af din skjorte. Bare glid den ind vandret over dit slips og hullet til skjorteknappen. Den skulle gerne være nogenlunde ud for din jakkelomme.

Kan jeg have en slipsenål på til en begravelse?

Som tommelfingerregel er det bedst at undgå slipsenåle til begravelser for at vise respekt under omstændighederne.

Kan jeg have en slipsenål på til et bryllup?

Det kan du bestemt! Et bryllup er et alletiders tidspunkt at vise din pæneste slipsenål frem og stjæle al opmærksomheden fra bruden. Ej, det er bare for sjov. Alting med måde.

Kan jeg have en slipsenål på sammen med en smoking?

Man har normalt en butterfly på sammen med en smoking, så det giver af åbenlyse grunde ikke mening at have en slipsenål på.

Hvad er en sikkerhedskæde?

En sikkerhedskæde fastgører din slipsenål til en skjorteknap. Det sikrer, at du ikke mister den, når det går vildt for sig til festen.

Hvordan passer jeg bedst på mine slipsnåle?

De fleste slipsenåle bør renses på samme måde som en hvilken som helst anden type smykke, afhængigt af materialet. Undgå at de bliver våde og poler dem mød et blødt stof. Det er desuden bedst at opbevare dem i en separat taske eller slipsenåleæske for at sikre, at de ikke får ridser eller bliver udsat for luft.

Hvordan bør jeg opbevare/transportere mine slipsenåle, når de ikke er i brug?

Du kan købe en praktisk slipsenåleæske til både rejse og opbevaring. Den sikrer, at de er separate og derfor ikke får ridser.

Hviken side af skjorten skal slipsenålen være på?

Den skal sidde fast i knaphullet, så der er virkelig kun én side, den kan sidde på.

Kan jeg bruge en slipsenål sammen med en sportsjakke eller cardigan og jeans?

Du kan bestemt bruge en slipsenål sammen med en sportsjakke eller cardigan og jeans. Det er også en god mulighed for at bruge mindre formelle slipsenåle som det med kraniet, vi nævnte tidligere.

Er det dårlig stil at bære den samme slipsenål hver dag?

Ikke så længe den er diskret og neutral. Men når du så småt begynder at forelske dig i de accessories, du kan bruge med dit slips, får du en større samling og flere muligheder.

Skal min skjorte have knapper for at fungere med mit slips og slipsenål?

Når man tager i betragtning, at slipsenåle er til for at sætte dit slips fast til din skjorte, så er svaret ret åbenlyst.

Kan jeg bruge forskellige typer slipsenåle på samme tid?

Du kan have en slipsenål, manchetknapper, og en lommeklud på sammen, helt sikkert. Men alle slipsenåle har samme funktion, selv hvis de ser forskellige ud, så det giver ikke mening at have dem på sammen. På den anden side kan det være, at du starter en ny trend, så gør hvad har lyst til.

Kan jeg have en slipsenål på sammen med et smalt slips?

Ja da, du kan have en slipsenål på sammen med smalle slips, så længe den ikke er længere end bredden på dit slips.

Kan jeg bære en slipsenål med en hvilken som helst vinkel?

Hvis du absolut mener, det er nødvendigt, så kan du bære en lidt for lang slipsenål på skrå. Men kun hvis du virkelig er desperat. En bedre løsning er måske bare at droppe slipsenålen.

TILMELD DIG FOR AT VINDE 3.000 KR

Tilmeld dig og få løbende tips til stil, særlige tilbud og information om nye produkter. Du deltager automatisk i en månedlig lodtrækning, hvor du kan vinde et gavekort på 3.000 kr.

Jeg er opmærksom på Trendhims privatlivspolitik. Afmeld når som helst.