Returner indenfor 365 dage - uden problemer!
Fragt 34 kr - Gratis over 449 kr-
Kontakt os

Barberkost 101: Din ultimative guide til barberkoste

Grævlingehår, vildsvinehår, hestehår og syntetisk hår. Med så mange muligheder at vælge imellem nu til dags, er der ikke nogen undskyldning for ikke at få den tættest mulige barbering. Vores omfattende guide forklarer alt fra at vælge den rigtige {{ module = link | text = barberkost | newTab = true | type = category | id = 166 }} til hvordan, du får mest ud af den.

Har du nogensinde undret dig over, hvad en barberkost skal bruges til, når du har to funktionelle hænder til at smøre cremen ud over dit ansigt? Du er ikke den eneste. Den rette barberkost vil sammen med nogle lige så fremragende barber-accessories (en god skum) ændre dit liv.

Måske ikke dit liv. Men det opgraderer helt sikkert din barbering og gør dit allerede stilfulde udseende endnu bedre.

1 Barberkost 101: din ultimative guide til barberkoste1.1 Hvad er en barberkost?1.2 Ting alle bør vide om barberkostens bestanddele1.3 Derfor er en god barberkost vigtig1.4 Forskellige typer barberkoste1.5 Hvilken type grævlingehår er bedst?1.6 Barberkostens skaft1.7 Sådan ved du om du har valgt den rette barberkost1.8 Sådan bruger du en barberkost1.9 Sådan passer du godt på din barberkost1.10 I spurgte – vi svarede

Hvad er en barberkost?

En barberkost er en lille håndholdt børste til at fordele barbercreme/-sæbe på dit ansigt, før du barberer dig. Det har et skaft, som typisk er lavet af metal, træ, horn eller et syntetisk materiale, samt naturlige eller syntetiske børstehår.

Der findes barberkoste i mange forskellige former, størrelser og materialer og de er en essentiel del af mænds plejesæt.

Ting alle bør vide om barberkostens bestanddele

Vi bruger uden tvivl udtryk, der beskriver dele af barberkoste og andre accessories til barbering, som du aldrig har hørt om før. Nøglen til at lære, hvad en barberkost er og hvordan man vælger den bedste, ligger i at forstå de her udtryk.

  1. Børstehår
    Hårene eller fibrene i barberkosten. Børstehårene kan være fra dyr såsom vildsvin, heste og grævlinger, eller fra syntetiske materialer. Hver type børstehår har fordele og ulemper.
  2. Loft
    Loftet er hårenes længde fra børstehårenes spidser til toppen af skaftet. Gennemsnittet for de fleste barberkoste er ca. 55 mm.
  3. Højde
    Højden inkluderer både skaftet og loftet. Det er altså hvor høj hele barberkosten er.
  4. Bund
    Bunden er i den modsatte ende af børstehårenes spidse. Den er typisk firkantet, så den kan stå fladt og oprejst på en flad overflade. Andre er afrundede, så de kan sidde i en holder eller stander med børstehårene nedad.
  5. Knude
    Knuden er hvor alle børstehårene mødes og er limet fast til håndtaget. Jo større knuden er, jo stærkere føles barberkosten mod dit ansigt og jo mere vand kan den holde på.
  • Skum
    Skummet er den vigtigste faktor for, hvor god en barbering du ender ud med. Det er slutproduktet, når barbercreme eller -sæbe er blevet pisket. Skummet bruges så til at dække dit ansigt for beskyttelse og smørelse til barberingen samtidig med, at det også fugter huden bag.
  • Gnidningsfaktor
    Gnidningsfaktoren beregnes ud fra friktionen mellem din hud og børstehårene. En barberkost med en lav gnidningsfaktor har generelt en stiv rygrad og snæver knude, og eksfolierer din hud mere effektivt end en blødere barberkost med en blød knude.
  • Vandophobning
    Vandophobning er vigtigt, fordi det lader os skabe en bedre skum. Uden tilstrækkelig vand i børstehårene, kan du ikke skabe og holde skummet, så det bliver langsommeligt og besværligt at smøre ud på dit ansigt.
  • Rygrad
    Rygraden fortæller noget om, hvor stiv barberkostens knude er. Omvendt øges rygradens styrke, når hårenes eller fibrenes tæthed øges. Jo stærkere en rygrad, jo lavere en gnidningsfaktor har barberkosten og jo bedre er den til eksfoliering.
  • Skål
    Skålen til din barbercreme eller -sæbe. Oprindeligt var den bare til opbevaring, men nu til dags bruges den også til at skabe skummet.
  • Barbercremesvarmer
    Du kan nok godt gætte, hvad det er. En varmer til barbercreme hjælper med at varme din barbercreme eller -sæbe op. I modsætning til barbering med koldt vand er varm barbercreme eller -sæbe perfekt til at åbne porer og gør barberingen nemmere og tættere.

Derfor er en god barberkost vigtig

De bedste barberkoste gør det nemmere at opnå en hurtig og glat barbering. Hvert eneste hår rammer cremen eller sæben og bliver blødgjort på én gang. Med en velafrundet barberkost kan du også fjerne døde hudceller og eksfoliere din hud – noget dine fingre ikke selv kan klare.

En barberkost i høj kvalitet lader dig skabe en god skum ved at piske luft ind i din barbercreme eller -sæbe. Skummet beskytter og smører huden, så den er klar til en glat barbering. Når det gøres rigtigt, lader skummet din skraber glide gnidningsfrit over området, der skal barberes og reducerer derved irritation og giver en blød finish.

Uden den rette barberkost opnår du aldrig en god nok skum og uden en god skum kan du lige så godt forsøge at barbere dig med en våd sko.

Forskellige typer barberkoste

Det enorme udvalg af forskellige barberkoste kan give dit ubarberede hoved en slem hovedpine. Vi har lavet en liste over de meste almindelige barberkoste og fordelene ved dem. Når du har styr på hver barberkosts fordele og ulemper, er du bedre i stand til at købe den, der passer bedst til dig.

Barberkost med vildsvinehår

Vildsvinehår er stærkere og er gode til at løfte hårene fra huden. Det gør det nemmere at få skummet under hvert hår for en tilfredsstillende barbering.

Vildsvinehår er generelt et godt sted at starte, hvis du aldrig har købt eller brugt en barberkost før.

Fordele

  • Bliver blødere med tiden
  • Billigere end grævlingehår
  • Gode til at løfte hårene fra huden

Ulemper

  • Kan være ubehageligt stive de første par gange
  • Holder ikke lige så godt på vandet som grævlingehår
  • Mister børstehår hurtigere end andre barberkoste pga. vildsvinehårenes skrøbelighed

Barberkost med hestehår

Barberkoste med hestehår er kun fornylig begyndt at blive moderne igen. Og selvom de ikke holder lige så godt på vand som syntetiske hår og grævlingehår, er de tilstrækkeligt gode til at være et fornuftigt nok kompromis.

Fordele

  • Blødere end vildsvinehår

Ulemper

  • Holder ikke lige så godt på vand som grævlingehår eller nogle syntetiske hår
  • Kan lugte en smule de første par gange (shampoo til dyr kan hjælpe med at fjerne ubehagelige lugte)
  • Hestehår kræver mere at vedligeholde end grævlingehår. Barberkosten skal rengøres og opbevares på den helt rigtige måde for at forhindre, at børstehårene falder ud.

Barberkost med syntetiske fibre

Barberkoste med syntetiske fibre i en lav til mellemhøj kvalitet får ofte klager over stivheden i enten den ene eller den anden retning. Den gode nyhed er, at kvaliteten af syntetiske fibre bliver bedre i takt med, at teknologien udvikler sig, så der går nok ikke lang tid, før vi ser barberkoste med kunstige hår, som kan konkurrere med selv de bedste grævlingehår.

Fordele

  • Perfekt til veganere eller dem, der er allergiske overfor dyrehår
  • Der findes mange forskellige syntetiske børstehår, fra de billige varianter til dem, der føles som grævlingehår
  • Syntetiske fibre holder typisk okay lang tid

Ulemper

  • Kan føles ru på huden selv efter at være blevet brugt flere gange
  • Billigere barberkoste holder ikke godt på vand, så du får en dårligere skum
  • Selv de bedste syntetiske børstehår anses stadig for at være ringere end silvertip grævlingehår

Barberkoste med grævlingehår

Barberkoste med grævlingehår er uden tvivl det bedste på markedet. Grævlingehår er bløde, holdbare og anses af barberer verden over som det bedste af det bedste, når det gælder ydeevne og udseende.

En barberkost med grævlingehår kan bruges i årevis, hvis man tager sig godt af den.

Fordele

  • Findes i flere varianter: pure, best, (fine) super og silvertip børstehår, hvoraf den sidste er den bedste
  • Holder bedre på vand end nogen anden type dyrehår eller syntetiske fibre
  • Blidere mod huden
  • Grævlingehår er utrolig fine, så hver barberkost har en høj tæthed og det hjælper med at skabe en god skum

Ulemper

  • Det kan være svært at finde barberkoste med ægte grævlingehår, når der findes så mange billige efterligninger
  • Barberkoste med grævlingehår har et ry for at være dyre, så det er nok ikke det bedste valg for begyndere

Hvilken type grævlingehår er bedst?

Pure grævlingehår

Pure grævlingehår er de billigste og dem, der er nemmest at finde. Den her type børstehår er lavet af hår, der dækker ca. 60% af grævlingens krop, inkl. halsen, skuldrene, balderne, underlivet, m.m.

En af fordelene ved pure grævlingehår er, at hårene har en lav nok gnidningsfaktor til at eksfoliere din hud.

  • Findes i farver fra mørkebrun til kulsort
  • Hårene er fra halsen, skuldrene, underlivet og balderne
  • Bruges typisk af begyndere

Best grævlingehår

Best grævlingehår er bedre end 'pure'-varianten. Den her type hår kommer fra maven, hvor hårene er længere, mere fleksible og finere. Det betyder, at 'best' grævlingehår holder bedre på vand end 'pure' grævlingehår, så det er lettere at skabe en god skum.

  • Findes i farver fra lysebrun til grå
  • Hårene er fra maven og andre store områder på grævlingen
  • Anses for at give god værdi for pengene, når man ser på ydeevnen ift. prisen

(Fine) Super grævlingehår

Super grævlingehår kommer fra ryggen og er langt sjældnere end de to andre, vi har nævnt indtil videre. De er blødere end 'best' grævlingehår, men ikke helt så bløde (eller dyre) som silvertip-varianten. Super grævlingehår bliver ofte forvekslet med eller smidt i samme kategori som silvertip grævlingehår, fordi forskellen er svær at anskue.

Ulempen ved super grævlingehår er, at de kræver en del vedligeholdelse for at holde de fine hår i god stand. Det betyder, at du bliver nødt til at passe godt på dem, hvis de skal være pengene værd.

  • Hårene er fra den øverste del af grævlingens sider
  • Farven går fra plettet hvid til lysegrå i midten og videre til hvide spidser
  • Dyre, sjældne og næsten umulige at skelne fra silvertip grævlingehår iht. ydeevne

Silvertip grævlingehår

Silvertip grævlingehår findes i området omkring nakken og bliver brugt til at lave de meste luksuriøse barberkoste i verden – barberkoste med silvertip grævlingehår. De er kendt for at være det bedste af det bedste, fordi silvertip barberkoste giver den blødeste barbering og holder bedre på vand end finere børstehår. Prisen skyldes, at en silvertip barberkost kan bruges i årevis, hvis man passer godt på den.

Barbering med en silvertip barberkost er i sig selv en oplevelse. En barberkost med silvertip grævlingehår minder mere om en ansigtsmassage end noget andet, når skummet bliver blidt spredt hen over dit ansigt. Når man først har prøvet en silvertip barberkost, er det svært at gå tilbage til andre slags.

  • Anses for at være den bedst slags barberkost, når man ser på kvaliteten
  • Hårene er fra området omkring halsen
  • Farverne går fra cremehvid i bunden til en sort ring om midten og sølvfarvede spidser, heraf navnet silvertip

Barberkostens skaft

Skaftet på en barberkost skal sidde godt i din hånd og være nemt at holde på, mens du laver skummet og spreder det ud på ansigtet. Men lad os nu være helt ærlige... hvem vil ikke gerne have et skaft lavet af poleret træ eller bisonknogle? Eller hvad med et skaft af krom, messing, nikkel, aluminium eller syntetiske materialer?

Vægten og formen har også betydning, når du skal vælge den perfekte barberkost. Hvis den vejer for meget, føles den mere som et dørhåndtag. For lidt og så føles den usikker og skrøbelig. I sidste ende er det vigtigste, at du nemt kan nå alle hårene på dit ansigt og din hals.

Den bedste måde at finde ud af, om en barberkost passer til dig, er ved at samle den op. Uanset hvad så husk på, at en barberkost kun er lige så god som dens børstehår.

Sådan ved du om du har valgt den rette barberkost

Hvordan ved du, hvordan en god barberkost føles, hvis du aldrig har brugt en? Når du prøver en barberkost første gang, så er det vigtigt at have følgende i tankerne.

Har den en passende rygrad? Rygraden hentyder til stivheden, der skyldes barberkostens knude. Rygradens styrke afhænger af, hvor stiv barberkosten er og hvordan den klarer sig, når den hvirvles rundt for at skabe en skum. Gnidningsfaktoren er lavere med en stiv knude, mens en højere gnidningsfaktor anses for at være en konsekvens af en blød knude.

Mister den børstehår ved hver brug? Et par hår på din hud eller i vasken i løbet af ca. en måned er ikke noget at bekymre sig om med vildsvinehår eller syntetiske fibre af lavere kvalitet. Du kan forvente at miste nogle børstehår med tiden. Men med en barberkost med hestehår, syntetiske fibre eller grævlingehår i god kvalitet skulle børstehårene gerne forblive fleksible og i den rigtige form i årevis.

Er den etisk fremstillet? Noget andet du kan tage med i dine overvejelser er, om den barberkost, du ser på, er blevet etisk fremstillet. Det er måske ikke noget, som vores fædre og deres fædre tænkte på, men der er ikke nogen undskyldning for at producere barberkoste på en ikke-bæredygtig måde nu til dags.

Hvordan føles den i din hånd? Føles den tung, som enhver god barberkost bør? Eller føles skaftet billigt og børstehårene prikkende og dårligt fordelt? Nogle gange er den eneste måde at finde ud af, om du har valgt en god barberkost, at give den et forsøg.

Gør barberkosten det nemt at opnå en ren, tæt og komfortabel barbering? Sidst men ikke mindst, hvordan føles det, når du barberer dig, og kan du se en forskel i forhold til bare at bruge dine hænder? Med hænderne har hårene det med at sidde tæt på dit ansigt, mens en barberkost løfter dem op, så de er nemmere at skære samtidig med, at den eksfolierer din hud. Den skal gerne forblive fugtig samtidig med, at den nemt og grundigt dækker hele området, du har tænkt dig at barbere.

Sådan bruger du en barberkost

Det er tid til at vække din indre Karate Kid, bortset fra at det denne gang ikke er ‘wax on, wax off’, men i stedet ‘lather on, lather off’. Før du finder værktøjerne frem, så anbefaler vi at holde et varmt håndklæde op til dit ansigt for at åbne porerne. Du kan selvfølgelig bare barbere dig lige efter, du har været i bad, så længe det var et varmt bad.

Snup din barberkost og skål og tag et kig på vores trin-for-trin guide nedenfor om at bruge en barberkost til vådbarbering.

Først bør du gøre en barberskål med creme eller sæbe klar. Den bliver brugt sammen med din barberkost til at lave skummet.

  1. Tag fat i barberkostens skaft og før den under rindende, varmt vand og ryst det overflødige af. Du kan også lægge den i blød i en skål med varmt vand. Undgå at bruge meget varmt vand.
  2. Dyp barberkosten en smule i skålen med barbercreme eller -sæbe og pisk det indtil du har en god skum.
  3. Sørg for at skummet har den rigtige konsistens. Det er nøglen til en god barbering.
  4. Før barberkosten op til dit ansigt og bevæg den langsomt rundt i cirkulære bevægelser, der dækker alle områder med skæg eller stubbe.
  5. Efter barberingen skal barberkosten renses med varmt vand for at fjerne sæben eller cremen.
  6. Tryk og ryst forsigtigt vandet ud af barberkosten, før du opbevarer den (med børstehårene nedad) på en stander.

Sådan passer du godt på din barberkost

  1. Efter barberingen renses barberkosten under varmt vand (aldrig kogende) for at sikre, at alt skummet er væk
  2. Placér barberkosten på en stander lavet til formålet, så børstehårene vender nedad. Det trækker fugt væk fra og tilskynder tørring
  3. Sørg for at holderen er i et tørt område og ikke i et skab eller en taske for at undgå mug
  4. Rens barberskålen for at sikre dig, at alt skummet er væk
  5. Træk aldrig i børstehårene og brug aldrig en føntørrer, radiator e.l. til at tørre barberkosten
  6. Lad din barberkost stå i standeren for at lufttørre

Sådan giver du din barberkost en komplet “forårsrengøring”

Uanset hvor forsigtig du er med at rengøre, tørre og opbevare din barberkost, så ser den sandsynligvis ikke helt ny ud efter et par måneder med daglig brug. I stedet for at leve med en grim og mindre effektiv barberkost eller ligefrem smide den ud, er der heldigvis noget, du kan gøre for at gøre den god som ny (eller tæt på).

Shampoo Tilføj en smule mild shampoo (eller dyreshampoo) til skålen, du normalt laver skummet i, og brug så barberkosten efter den er blevet skyllet med varmt vand til at lave skum af shampooen.

Bagefter skal du bruge din hånd til at massere shampooen ind i barberkostens hoved - forsigtigt for ikke at skade børstehårene. Rens med koldt vand og sørg for, at alt skummet er væk. Tilføj så mere shampoo til barberkosten og gentag processen - og skyl den godt, når du der færdig.

Ryst barberkosten en sidste gang og giv den en forsigtig udredning for at fuldende rengøringen og udglatte hårene. Balsam kan tilføjes som et ekstra trin.

I Spurgte – Vi Svarede

Hvorfor bruge en barberkost?

En barberkost er den mest effektive måde at løfte hårene fra din hud og sprede barbercreme eller -sæbe til hele det område, du har tænkt dig at barbere.

Ikke nok med, at en barberkost giver en glattere barbering - den eksfolierer, fugter og smører din hud samtidig med, at den bruger mindre creme eller sæbe end dine hænder.

Hvordan ved jeg om min barberkost er den rette for mig?

Den bedste måde at finde ud af, om din barberkost er den rette for dig, er at se på, hvor godt den klarer sig den første måned. Efter så lang tid er børstehårene blødere, men de skal gerne beholde deres form, når barberkosten stilles oprejst på en flad overflade.

Barberkosten skal gerne føles blød og komfortabel på din hud og resultere i en glat barbering uden røde knopper.

Hvor længe kan en barberkost typisk bruges?

Den billigere slags (hestehår, syntetiske fibre i lav kvalitet og vildsvinehår) kan bruges et sted mellem et par måneder og et par år, hvis de bliver rengjort, tørret og opbevaret rigtigt. Med ægte grævlingehår eller gode syntetiske fibre, som bliver passet tilsvarende godt på, skal du gerne kunne bruge barberkosten i 3 til 10 år, hvis ikke længere.

Den vigtigste faktor er, hvor godt du passer på din barberkost. Hvis du ikke presser for hårdt, når du laver skummet og smører det ud på dit skæg, så kan barberkosten bruges i længere tid - og det samme gælder rengøring med en mild shampoo, når det er nødvendigt.

Min barberkost fælder – er det normalt?

Hvis din barberkost mister børstehår hurtigere end forventet eller du bruger meget skum og mange strøg for at nå igennem hele dit skæg, så prøv en barberkost med en anden type børstehår.

Det er ikke noget problem, hvis den fælder en smule de første to uger, men hvis klumper af hår falder ud, så er det bestemt et problem. Husk at det er vigtigt at passe godt på barberkosten for at sikre, at den ikke mister flere børstehår end højst nødvendigt. Undgå at vride børstehårene, vask aldrig barberkosten for voldsomt og lad den altid tørre, efter du har skyllet den. Hvis lange hår falder ud med lim på, så kan du være ret sikker på, at din barberkost snart skal skiftes ud.

Bør jeg bruge en barberkost med skum eller sæbe?

Om du bør bruge en barberkost med skum eller sæbe afhænger af personlig præference. Vi anbefaler at eksperimentere med begge dele for at se, hvordan din hud reagerer. Endnu vigtigere er, om skummet eller sæben skaber en god nok skum. Hvis det stadig ikke kan lade sig gøre med den ene efter flere forsøg, så prøv den anden.

Hvordan kan jeg bruge min barberkost så længe som muligt?

For at få mest ud af din barberkost er det vigtigste, at den bliver rengjort, tørret og opbevaret rigtigt.

Sørg for, at du kun bruger varmt (ikke kogende) vand til at vaske den efter hver barbering og sæt den så på standeren – med børstehårene nedad – og lad den lufttørre. Opbevar den aldrig i fugtige omgivelser som f.eks. en toilettaske eller et skab.

Hvad er den bedste type barberkost til en stilfuld, moderne mand?

Den bedste type barberkost til den stilfulde, moderne mand afhænger af én ting… hvor stilfuld du helt præcis er! Hvis du leder efter det bedste af det bedste, så skal du uden tvivl have en barberkost med silvertip grævlingehår. Hvis du leder efter en barberkost, der giver dig mest for pengene, så vælg en med hestehår.

Hvad er forskellen på en pæreformet og en blæser-formet barberkost?

I teorien er forskellen på en bulb (pæreformet) og fan (blæser-formet) barberkost, at den ene dækker et større område end den anden.

Pæreformede barberkoste er ofte mindre, men giver bedre præcision, når du spreder skummet ud, fordi børstehårene skaber en afrundet top. Blæser-formede barberkoste er designet til at dække et større område.

Findes der noget kaldet en 'rejsebarberkost'?

Ja! Rejsebarberkoste er meget mindre end den gennemsnitlige barberkost og nogle få har endda æsker med udluftning og huller i toppen og bunden, så de tørrer hurtigere. Nogle rejsebarberkoste lader dig ligefrem trække enden med børstehår ud, så du kan vende den om og opbevare den inden i skaftet.

Hvordan vurderer jeg størrelsen på en barberkost?

For de fleste er den bedste størrelse subjektiv. Hvis du foretrækker at dække et større område, så vælg en større barberkost. En mindre giver samme resultat.

Kan man bruge en barberkost med barberskum?

Ja, du kan bruge en barberkost med barberskum. Men til vådbarbering, som de professionelle foretrækker, er det ikke rigtig en mulighed.

Hvis du er på udkig efter ting til vådbarbering, så husk at både gel og skum bør undgås, hvis det er muligt, på grund af de store mængder skadelige kemikalier og mineralolier i beholderne.

Creme er uden tvivl den bedste måde at skabe en konsistent skum og så får de fugtgivende egenskaber din hud til at føles silkeblød og glat, når du er færdig. Barbersæbe kan også bruges, men det kan være overvældende at skulle vælge mellem alle de forskellige typer, der findes. De findes i forskellige hårdhedsgrader og du kan endda få noget kaldet 'croaps' (cream soaps, eller cremesæber) og den ideelle sæbe for dig afhænger af budget og personlig præference.

Hvordan starter jeg godt ud med en ny barberkost?

Det kan være fordelagtigt at slippe af med den meget unikke og ofte ubehagelige lugt, der følger med en ny barberkost. Processen hjælper desuden med at sikre, at din barberkost fungerer optimalt. Det første du skal gøre, er at give den en hurtig vask med opvaskemiddel.

Bagefter skal den ligge i blød i en blanding af opvaskemiddel og varmt vand i ca. 10-15 minutter, men sørg for, at skaftet er over vandet og forbliver tørt. Til sidst skal du skabe en skum og lade den blive på børstehårene. Lad den sidde natten over. Den næste dag skal du blot rense den med varmt vand og lade den tørre.

Målet her er at gøre den fugtig og så bruge skummet til at blødgøre børstehårene, så de er klar til fremtidig brug. Vær opmærksom på, at der kan gå et par uger, før en barberkost føles som om, den virker helt rigtigt, så vær tålmodig. Trinnene her sikrer bare, at det går lidt hurtigere.