Er græsset grønnere på den anden side? Sådan bliver du lykkelig.

toplykke
Ville du blive lykkelig hvis du blev rig? Hvis du tabte dig 20kg eller blev 20 år igen? Vi har mange forestillinger om ting der ville gøre os lykkelige, men hvor meget betyder de egentlig, når alt kommer til alt?
Mænd har altid haft en vis rastløshed. Vi tror græsset er grønnere på den anden side, og har som oftest et større brændende ønske efter eventyr end kvinder.
Vi bruger oceaner af tid i jagten på lykke, alle mulige steder, men hvor bør vi egentlig fokusere?

 

Definition af lykke

lykkedefinitnio
Uden at det på nogen måde skal blive kompliceret eller uforståeligt, har psykologer en simpel ligning, der bruges til at måle lykke:

Lykke = U + B + H

 
U = Udgangspunkt
40-50% af vores lykke sidder i generne, nogle er simpelthen bare født gladere end andre. Hvor vi ligger i spektret kan flyttes en smule, men overordnet set kan du ikke andet end at bebrejde din mor og far. Dette er vores udgangspunkt.

B = Betingelser
Der er en række faktorer i dit liv, du ingen kontrol har over, og dette er vores betingelser.
Medfødte ting som udseende og køn. Men også ting der sker i løbet af dit liv, positive som negative.
Spørger man mennesker vil de fleste sige at dette vægter meget højt, men sandheden er at det kun betyder omkring 10%, grundet noget kaldet tilvænningsprincippet.
Vores lykke svinger op og ned påvirket af uforudsigelige episoder i vores liv, men hjernen er ufattelig hurtig til at tilvænne sig, og der går ikke længe så er vi tilbage til udgangspunktet.
Undersøgelser viser faktisk at både lotto vindere, og folk der har været udsat for en ulykke og nu sidder i kørestol, allerede inden 1 år er hverken mere eller mindre lykkelige end de var før episoden.

H = Handlinger (Og tanker)
Nu kommer vi til det artiklen her egentlig handler om, nemlig det vi har kontrol over i vores liv. Modsat betingelser er disse nogle du selv vælger, forhold, job, hobbyer, hvor du bor osv. Ting du selv har kontrol over har også vist sig at betyde langt mere, omkring 40% af din samlede lykke, da tilvænningsprincippet ikke har helt så meget magt over disse.
Nøglen til at leve et lykkeligt liv ligger altså i at jagte de rigtige ting i livet, tage de rigtige valg, og gå efter ting der virkelig betyder noget.

Dine tanker har også betydning for din lykke.
Undersøgelser har vist at folk med generelle lavere forventninger til sig selv og deres omgivelser, overordnet set er lykkeligere mennesker. Dette skyldes simpelthen at man ikke nær så ofte bliver skuffet, og sætter større pris på små positive overraskelser.
Det er lettere sagt end gjort, at leve et “mindre forventningsfuldt liv”, men det betyder altså noget for din glæde i fremtiden.

 
Lad os gennemgå de områder i en hver mands liv, samfundet ofte forbinder med at give mere eller mindre lykke, så vi kan se, om græsset rent faktisk er grønnere på den anden side.

 

Penge

Intet er formegentlig diskuteret mere i denne sammenhæng, og alle har en holdning. Samtidig er det nok det område der er absolut mest undersøgt i studier. Kan penge købe lykke?

283499d38093c288341010894f0f9b70Det største studie i nyere tid fra 2010, publiceret i “National Academy of Sciences” i USA, konkluderer rimelig klart at ja, penge kan købe lykke, til en vis grænse.
Flere penge gør dig lykkelig til det punkt, hvor du får dækket dine helt basale behov som mad, tag over hovedet og en seng, og derudover har en lille smule ekstra til dig selv hver måned. Med det samfund vi har i dagens Danmark, falder de fleste indenfor denne kategori.
Danskerne er blevet rigere og rigere gennem de sidste mange år, men intet tyder på vi er blevet lykkeligere, tværtimod har problemer med stress og depression aldrig været større.
 

Det leder mig til næste store globale undersøgelse fra 2010, der meget overbevisende giver samme resultat, men med en vigtig definition af lykke.
Undersøgelsen fandt tydeligt, at mennesker med flere penge var mere tilfredse med deres liv som helhed, men dag til dag glæde, var forholdsvis uændret uanset indkomst.
Når vi mennesker bliver spurgt om vi er “tilfredse med vores liv”, falder vores tanker aller først over på ting som indkomst og økonomi. Det har til grund i en helt basal menneskelig adfærd, at vi måler os mod andre, og her er økonomi oplagt.

Der er også lavet undersøgelser der viser at mennesker hellere ville tjene 30.000kr om måneden, hvis deres naboer tjente 15.000kr, end de ville tjene 100.000kr om måneden, hvis deres naboer tjente 200.000kr. Skæmmende, men sandt.

Penge kan til en vis grænse derfor gøre dig lykkelig, og mere tilfreds med dit liv som helhed, men gør ikke rigtig noget for din dag-til-dag glæde og lykke.

 

Men er det ikke et spørgsmål om, hvad man bruger pengene på? Lad os hoppe videre.

 

Materielle goder

Man kan sagtens få en følelse af lykke, når man går ud og køber nye ting. Men af samme årsag som tidligere nævnt med tilvænningsprincippet, er lykken utrolig kortfattet. Der går formegentlig ikke mere end et par dage, så er du tilbage til udgangspunktet.
Jo større materielle køb, jo mere lykke vil det formegentlig give på kort sigt. Den nye trøje du købte i går, er nok stoppet med at tilføre noget til dit liv, hvorimod den nye bil, nok er sjov i nogle uger.

“Jamen kan man så ikke bare blive ved med at købe nye ting?”.
Køber man regelmæssigt nye ting, bliver lykkefølelsen mindre og mindre hver gang, til punktet hvor det faktisk er hverdag, og bliver en nødvendighed for dig, at købe nye ting blot for at opretholde en følelse af status quo. En dårlig spiral.
 

Man har fundet ud af i studier, at folk som bruger deres penge på andre end dem selv, opnår en langt mere vedvarende lykkefølelse.
Jeg ved dog godt, at din indre hulemand står på din skulder og siger, køb nu det nye TV i stedet. Det er menneskers natur.
 

En anden måde penge kan bringe mere lykke, er ved at bruge dem på oplevelser. Nye undersøgelser fra 2014 viser tydeligt, at du opnår mere lykke i dit liv, ved at bruge penge på rejser, biografture og gode måltider med dine nærmeste, fremfor materielle goder.
Oplevelser giver os muligheder for at knytte tættere bånd med andre mennesker og skabe minder, begge ting der betyder meget for vores følelse af lykke.
Minder bliver faktisk ofte bedre med tiden, da mennesker har en tendens til lettere at glemme de små negative ting, og blot fokusere på hvor dejlig en ferie det fx var.

Du bliver lykkeligere af at bruge penge på andre, og på oplevelser til dig og dine nærmeste, fremfor materielle goder.

 

Alder

De fleste tænker nok, at hvis bare de kunne hoppe tilbage og genopleve 20’erne så ville de være lykkelige. Forkert.
Faktisk viser undersøgelser at lykken topper da du fyldte blot 18 år, derfra er det ned ad bakke helt indtil du fylder 50 år, hvor det tilsyneladende endelig vender igen.

Lykken kommer dog igen, og 85 årige viser sig at være lykkeligere end de 18 årige. Forskere ved dog ikke hvorfor, men at ældre er lykkeligere virker til hverken at være påvirket af ting som børn, gifte status, job eller andet. Det er de bare…

Måske er det lykken, at være pensionist? Måske forsvinder dagligdagens bekymringer når alderen trykker?

 

Job

tumblr_niqmj9m3We1sfie3io1_1280

Overordnet set har det vist sig, at jobs hvor arbejdet går ud på at servicere andre, generelt gør folk mere lykkelige. Fag som brandmænd, sygeplejersker, lærere i specialklasser og handicapmedhjælpere rangerer meget højt på listen.
Servicerer du andre mennesker gennem dit arbejde?

Derudover har det vist sig for mænd at være mest vigtigt, i forhold til hvor lykkelige de er, at:

  • Arbejdet giver overkommelige udfordringer, med fokus på overkommelige, da det ellers har den modsatte effekt.
  • Klare opnåelige målsætninger med arbejdet.
  • Socialt samvær på arbejdspladsen.
  • En fornemmelse af kontrol i sit arbejde.

 

Hus og transport

tumblr_nlfnlrAFN91sfie3io1_1280
 
 
Hvor bliver man mest lykkelig af at bo. I det store drømmehus lidt udenfor byen, eller et mindre byhus med gåafstand til arbejde?

 
 
Når folk bliver spurgt hvilke aktiviteter, der gør dem mest lykkelige, ligger sex altid øverst på listen, og transport til og fra arbejde ofte aller nederst.
En undersøgelse af 900 kvinder i USA, viste også at transport til og fra arbejde, var klart det tidspunkt på dagen de nød aller mindst.
 

Mennesker tror oftest, at et større hus eller bedre betalt job, gør dem lykkelige, men tager for det meste fejl. Tilvænningsprincippet slår til igen.
For nogle år siden udgav to schweiziske økonomer et studie i netop dette. De fandt, at stort set alle mennesker kraftigt undervurderede irritationen af transport til og fra arbejde. Og i stedet valgte det lidt større hus, lidt længere udenfor byen, da de mente det gjorde dem mere lykkelige.

De kom i deres studier frem til at folk der har 1 times daglig transport, skal tjene 40% mere i løn, for at være ligeså tilfredse med deres liv, som en der blot kan gå på arbejde.

Men hvorfor er transport så forfærdeligt? Den største grund er at det ikke er ens hver dag. Det er simpelthen en daglig irritation vi aldrig vender os til.
Som psykolog fra Harvard Daniel Gilbert siger “Driving in traffic is a different kind of hell every day.”
 

Lidt det samme gør sig gældende når vi køber bil. Vi har en tendens til at fokusere på de ting vi nemt kan måle, og tror der betyder noget, som fx hestekræfter. Hvorimod kedelige ting som sædekomfort, typisk kommer alle bagerst i overvejelserne, selvom det formegentlig kommer til at betyde absolut mest for din daglige transport.

En anden faktor når man skal vælge sit fremtidige hjem, er støj. Undersøgelser har vist at støj er en af de ting vi heller aldrig rigtig vænner os til. Muligvis forventer du at drømmehuset nok skal opveje, at det ligger lidt ud til vejen, men der er nok en god sandsynlighed for at du bliver skuffet.

Pas på med at overvurder lykken af et hus, og overvej kraftigt, om du i stedet kan formindske den tid, du bruger på daglig transport.

 

Socialliv

tumblr_nlfosh9swa1sfie3io1_1280Det er simpelthen evolutionært kodet i os, at vi ønsker at være sociale. Mennesker er flokdyr.
Enkelte mennesker finder lykke i alenetid, men ofte kun i kortere perioder ad gangen. Alle undersøgelser viser også gang på gang, at gode sociale forhold til fx kæreste, kone, børn, venner og familie, er en af de mest betydningsfulde faktorer i et lykkeligt liv.

Bogen The Happiness Hypothesis, beskriver at en moderne ideologi om ekstrem personlig frihed, der er meget populært i dag, kan være farligt.
Ofte får det folk til at forlade hjem, job og kone, i jagten på personlig frihed, men at det ofte ender ud i det stik modsatte.

Der er lavet studier der viser, at sætter man en gruppe mennesker sammen, der mødes blot 1 gang om måneden, producerer det ligeså meget glæde og lykke, som at fordoble sin lønindtægt.
Et andet studie har vist, at det at være gift, giver en psykologisk effekt, svarende til 500.000kr ekstra om året.
 

Ægteskab og børn er et svært emne når der tales om lykke, da det er meget individuelt. Mange faktorer kommer i spil, og man ofrer meget, men får samtidig mulighed for at give meget igen.
Har man en times ekstra transporttid, men gør det samtidig fordi børnene vil få en større baghave og et bedre skolekvarter, hvad vægtes så højest? Det er op til den enkelte.
Studier har dog vist at par der har fået børn, generelt er mindre lykkelige som par, end de par der ingen børn har. (Her tales der dog om den fælles ide om, hvor godt det går parforholdet, og ikke den enkeltes personlige lykke).
Efter 8 år med børn, var det dog igen ens, for par med og uden børn. Tilvænningsprincippet strikes again.

Ting der viste sig at være meget betydningsfulde i parforholdet for dem der fik børn, var først og fremmest god kommunikation. Og så vægtede det højt, at manden bidragede med de huslige pligter, men det behøver vi vidst ikke grave mere i.

Der er også undersøgelser der viser, at det at få børn, for mange bidrager med meget til den enkeltes personlige lykke. (Men samtidig muligvis går ud over parforholdet)

 

Sex

De fleste mænd har nok tænkt tanken, at hvis bare man havde mere sex, med flere kvinder, så ville man være lykkeligere. Er der sandhed i dette?

En undersøgelse fra 2013 konkluderer at folk der har sex minimum 4 gange om ugen, tjener flere penge end folk der ikke har. Helt nøjagtigt omkring 5%. Men samtidig havde succes på arbejdsmarkedet ingen relation til et øget sexliv.

Folk der ikke får sine helt basale behov for sex dækket, har svært ved at opnå success i andre aspekter i livet. Mangel på et aktivt sexliv har vist sig at føre til, at folk bliver mere indadvendte og hyppigere udvikler social angst, depression og dårligere helbred.

Sjovt nok, ligesom med undersøgelserne af indkomst, hvor mennesker hellere ville tjene mindre, hvis bare deres nabo tjente endnu mindre, så gælder det også sex. Vi bliver lykkeligere af mere sex, men endnu lykkeligere, hvis vi ved vi dyrker mere sex end vores nabo.

 
Svaret er rimelig klart, ja, sex gør os lykkeligere, dog tyder alt på, at hvis man blot får regelmæssigt sex minimum 1 gang i ugen, så er lykken man henter ved endnu mere sex, forholdsvis begrænset.

Men så med antal sexpartnere fordelt på et år, hvad bringer mest lykke? 100? 50? 5?
Svaret er faktisk 1.
Monogami er åbenbart ret sexet.

Græsset er formegentlig ikke grønnere på den anden side, hvis du går med tanken om at sex med flere forskellige ville gøre dig lykkelig.

 

Konklusion

Så for at opsummere, hvad der rent faktisk bringer lykke til dit liv:

  • ca. 40% er bestemt på forhånd i dine gener.
  • En indkomst der dækker dine basale behov. Dvs et sted at bo, mad og lidt ekstra til sjov.
  • Lavere forventninger til livet.
  • Bruge penge på andre.
  • Bruge penge på oplevelser fremfor materielle goder.
  • Blive gammel.
  • Et tilfredsstillende job, hvor du helst servicerer andre.
  • Velfungerende socialliv.
  • Regelmæssigt sex med 1 person.
  • Mindre transport til og fra arbejde.

 
Og fokuserer du på nedenstående, vil du formegentlig opleve, at det ikke bringer lykke til dit liv alligevel:

  • Blive meget rig.
  • Hvis bare jeg havde sex med flere kvinder.
  • Købe en masse materielle ting.
  • Har lang tid i bil hver dag, så du kan få et større hus.

Og så handler lykke i høj grad om at fokusere på de små glæder i livet, fokusere på det man har, det man er glad for og det man kan give til andre omkring sig.
Det bedste du kan gøre er at glemme tanken om, at græsset er grønnere på den anden side, og hvis bare du havde dit, dit og dat.
For det er det formegentlig ikke.

 

Sharing is caring :-)